Det skulle bar’e fylde stilheden ud. I stedet opstod en lille kunstnerisk familie

Da jeg begyndte at overveje kunstkurser for børn, lå der bestemt ikke nogen stor forretningsplan bag.

Det var faktisk meget enklere end det.

Når man sælger malerier, kommer der indimellem perioder, hvor alt sker på én gang. Bestillingsopgaver, salg, arbejde. Og så bliver der stille igen.

Det var netop de stille perioder, jeg gerne vil’le fylde med noget meningsfuldt.

Jeg fik den tanke, at jeg kunne’ undervise børn.

Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg en dag vil’le stå med det stik modsatte problem.

I dag har’ jeg lukket for tilmelding, fordi jeg ikke har’ kapacitet til flere børn.

Faktisk fandt de selv frem til mig

Kurserne opstod ikke ved, at jeg en dag satte mig ned og sagde’: Så, nu vil’ jeg være underviser.

Det kom gradvist og naturligt. Forældre begyndte at kontakte mig og spørge, om jeg vil’le lære deres børn at tegne og male.

Så jeg gav det et forsøg.

Og jeg opdagede, at jeg nyder det.

Virkelig meget.

Desuden blev jeg overrasket over, hvil’ke børn der kommer hos mig. De er dygtige, opmærksomme, nysgerrige og ofte utroligt aktive.

Og de har’ virkelig talent.

Nogle gange overrasker det mig ligefrem, hvad de kan finde på, hvordan de tænker’ over et billede, eller hvordan de løser noget, som jeg selv vil’le have gjort helt anderledes.

Fra lærer til noget lidt andet

I begyndelsen var jeg selvfølgelig læreren, og de var børnene, der gik på mit billedkunstkursus.

Men med tiden ændrede forholdet sig.

Børnene kommer igen. Vi lærer hinanden stadig bedre at kende, og jeg lærer ikke kun deres måde at skabe på at kende, men også hvem de er.

De kommer med deres billeder og små gaver til mig. De kommer hen og giver mig et kram. Efter ferien fortæller de mig, at de har’ savnet mig.

Og i de øjeblikke går det op for mig, at noget, der oprindeligt bar’e skulle fylde den ledige tid mellem malerierne, er blevet til noget helt andet.

Vores egen lille kunstfamilie.

Og det er måske det, jeg sætter allermest pris på.

»Det gør ikke noget. Kom, vi retter det.«

Der er én ting, jeg prøver at lære børnene helt fra den første time.

Intet er forkert.

Verden går ikke under, hvis noget ikke lykkes. Farven ender et andet sted, stregen er ikke dér, hvor den skulle være, noget bliver tværet ud, eller resultatet ser pludselig ikke ud, som man havde forestillet sig?

Det gør ikke noget.

Kom, vi retter det.

Når man maler, kan meget ændres, males over eller bruges på en helt anden måde. Og nogle gange bliver netop det, der først lignede en fejl, til sidst den mest interessante del af billedet.

Jeg vil’ ikke have, at børnene er bange for at lave et penselstrøg, bar’e fordi det måske kan blive forkert.

Jeg vil’ have, at de prøver sig frem.

Og frem for alt, at de går derfra med følelsen af at have opnået noget.

Derfor hører de mig ofte sige:

»Det er smukt.«

»Flot klaret.«

»Super!«

»Hvor er du dygtig.«

Måske er det helt almindelige ord. Men for et bar’n kan de nogle gange gøre en enorm forskel.

Du behøver ikke gøre alting præcis som mig

Selvfølgelig lærer jeg dem noget. Jeg viser dem teknikken, vejleder dem, og nogle gange har’ jeg brug for, at de prøver en bestemt fremgangsmåde.

Men samtidig vil’ jeg ikke have ti ens billeder.

Nogle gange lader jeg dem gøre det helt på deres egen måde. Andre gange indgår vi et kompromis:

»Ja, selvfølgelig må du det. Men først prøver vi det her, som jeg gerne vil’ vise dig.«

Og det virker.

Jeg har’ selv to børn, så jeg ved efterhånden godt, at man ikke behøver presse et bar’n til alting. Ofte handler det bar’e om at finde den rette måde at vejlede det på.

Hvis et bar’n virkelig ikke har’ lyst til at gøre noget, tvinger jeg det ikke.

Efter min mening skal et billedkunstkursus ikke være et sted, hvor et bar’n følger en voksens ordrer i halvfems minutter.

Barnet skal lære noget, men samtidig skal det være sjovt.

Og hvad har’ børnene lært mig?

Helt sikkert tålmodighed.

Selvom jeg med to egne børn allerede havde fået lidt øvelse på det område. 😄

Men de har’ også lært mig en anden ting.

Ikke at være bange for farver.

Børn tænker’ nogle gange ikke så kompliceret over dem som vi voksne. De griber bar’e den farve, de kan lide. De prøver kombinationer, som jeg måske ikke selv vil’le have kastet mig ud i.

Og det fungerer ofte.

På det punkt inspirerer de mig.

Jeg underviser efter min egen fornemmelse

Jeg har’ ingen kompliceret filosofi, som jeg tilrettelægger mine kurser efter.

Jeg underviser børnene efter min egen fornemmelse.

Jeg er et varmt menneske, jeg holder virkelig af børn, og jeg vil’ gerne have, at de føler sig godt tilpas hos mig. Ud fra både forældrenes og børnenes reaktioner har’ jeg en fornemmelse af, at netop den tilgang virker.

Jeg vil’ ikke bar’e være en, der står ved siden af bordet og kontrollerer, om bar’net holder penslen rigtigt.

Jeg vil’ lære dem noget. Jeg vil’ have, at de udvikler sig i deres kreative arbejde.

Men det er lige så vigtigt for mig, hvordan de har’ det undervejs.

Hvad håber jeg, de en dag tager med sig?

Selvfølgelig bliver jeg glad, hvis de lærer at tegne og male.

Men jeg bliver endnu gladere, hvis de også tager noget andet med sig.

Tilfredshed med det, de selv har’ skabt.

Venskab.

Forståelse.

Mod til at prøve noget.

Og frem for alt visheden om, at ikke alt behøver være perfekt, og at en fejl ikke er enden på det hele.

Måske retter vi den.

Måske maler vi den over.

Og måske bliver den til sidst til noget endnu bedre, end vi oprindeligt havde planlagt.

Og når jeg ser tilbage på det, er der faktisk noget ganske sjovt ved det.

Kurserne skulle oprindeligt bar’e udfylde de perioder, hvor der bliver stille omkring malerierne.

I dag vil’le der være alt for stille i mit atelier uden børnenes latter, farverne, billederne, krammene og alt det, vi skaber sammen.