Sort, hvid og et ansigt. Det er jeg bestemt ikke færdig med. Hvem bliver den næste?

I begyndelsen af sommerferien præsenterede jeg jer for noget, der igen var lidt anderledes i mit kunstneriske arbejde.

Ingen fine blyantsskygger. Ingen farver, lag af akrylmaling eller lang tids søgen efter den rette nuance.

Denne gang kun sort, hvidt og et ansigt.

Og selvom jeg dengang endnu ikke selv vidste, hvor denne vej vil’le føre mig hen, ved jeg i dag én ting med fuld sikkerhed.

Jeg stopper bestemt ikke her. Tværtimod.

Når sort og hvidt er nok

Det, jeg holder af ved denne måde at arbejde på, er netop dens enkelhed.

Ved første øjekast.

For i virkeligheden tilgiver sort og hvidt dig ingenting.

Du har’ ikke snesevis af nuancer til rådighed, som du gradvist kan forme portrættet med. Her er der ikke meget plads til »jeg retter det lige lidt til«.

Hver streg, hver sort flade og hvert sted, jeg lader stå helt hvidt, er afgørende for resultatet.

Og måske er det netop derfor, jeg holder så meget af det.

Ud af nogle få markante strøg begynder et ansigt gradvist at træde frem. Pludselig dukker øjne, udtryk, hår, skæg op… og et menneske, du genkender, selvom der faktisk er meget, som slet ikke er med på lærredet.

Nogle gange behøver man nemlig ikke male det hele, for at alt det væsentlige bliver synligt.

Fra det første portræt til de næste

Da jeg i begyndelsen af sommerferien viste det første portræt skabt på denne måde, betragtede jeg det lidt som et eksperiment.

Jeg vil’le prøve noget nyt. Give slip på detaljerne, farverne og den klassiske måde, jeg normalt bygger et portræt op på.

Men det blev ikke ved det ene.

Efterhånden kom flere ansigter til, og for hvert af dem blev jeg endnu gladere for denne stil.

Hvert portræt fungerer helt forskelligt. I nogle er øjnene afgørende, i andre en karakteristisk frisure, skæg, læber eller en enkelt markant skygge.

Og netop deri ligger hele seriens magi for mig.

Posca i hånden og intet viskelæder

En vigtig rolle i disse billeder spiller også POSCA-tuscherne, som jeg arbejder med direkte på lærredet.

Og her kommer det sjove.

Blyant kan du viske ud. Maling kan du nogle gange male over.

Men når du fører en markant sort streg hen over et hvidt lærred, må du ganske enkelt stole på den. 😄

Måske er det også derfor, disse værker har’ en helt anden energi end mine klassiske portrætter.

Denne måde at arbejde på er hurtigere, dristigere og mere rå. Den tvinger mig til at se anderledes på ansigtet og kun lede efter det, der virkelig er karakteristisk for det.

Det er ikke en erstatning. Det er endnu en vej.

Det betyder ikke, at jeg forlader mine andre billeder.

Tværtimod.

Jeg elsker stadig blyanten. Jeg vil’ stadig male med akryl, skabe portrætter, eksperimentere og prøve nye ting.

Jeg har’ nemlig aldrig ønsket at være låst fast i én stil, bar’e fordi folk genkender mig på den.

Det er netop, når jeg kan udvikle mig, at jeg nyder at skabe.

Og denne sort-hvide serie har’ ganske enkelt fået plads blandt mine andre værker.

Lidt fræk.

Lidt minimalistisk.

Og helt min egen.

Og nu er der én ting, jeg er nysgerrig efter…

Når jeg ser på de portrætter, der allerede er blevet til, tænker’ jeg automatisk på det næste ansigt.

Hvem vil’le passe perfekt til denne stil?

Markante øjne? Karakteristiske træk? En ikonisk frisure? Skæg? Eller en person, jeg slet ikke vil’le forvente at se i denne udgave?

Jeg har’ selvfølgelig allerede et par navne i tankerne.

Men denne gang vil’ jeg også gerne høre jeres mening.

Så jeg stopper bestemt ikke her. Jeg føler snarere, at jeg kun lige er begyndt.

Og spørgsmålet til sidst er faktisk helt enkelt:

Hvem bliver den næste? 🤎