Når et maleri har’ brug for tid. Historien om at vende tilbage til et påbegyndt lærred

Ikke alle malerier bliver til på få dage. Nogle kræver uger, andre måneder. Og nogle gange er det bedste, vi kan gøre for et lærred undervejs, ganske enkelt at stille det til side for en stund.

Maleriet, der begyndte at tage form allerede i marts

Da jeg i marts for første gang stillede mig foran dette lærred, havde jeg en bestemt forestilling. Jeg vidste, hvil’ken retning jeg vil’le gå i, hvil’ke farver jeg vil’le bruge, og hvil’ken stemning jeg gerne vil’le indfange.

Men at male er ikke altid en lige vej fra det første penselstrøg til det færdige maleri.

Nogle gange ændrer forestillingen sig undervejs i den kreative proces. Et lag dækker et andet, nogle detaljer forsvinder, mens andre får plads til at træde frem. Maleriet forandrer sig gradvist og overrasker nogle gange selv kunstneren.

Og det var præcis, hvad der skete denne gang.

Der kom et øjeblik, hvor jeg følte, at maleriet manglede noget. Jeg var ikke sikker på, præcis hvad det var. Jeg kunne’ være fortsat, have tilføjet flere farver og forsøgt at gøre det færdigt for enhver pris.

Men jeg valgte en anden vej.

Jeg lagde penslerne fra mig og lod maleriet hvil’e.

Også et ufærdigt maleri har’ sin plads i atelieret

Måske forestiller nogle sig, at en maler står foran lærredet med en klar vision og skaber et færdigt værk på få timer.

Virkeligheden er ofte lidt anderledes.

I mit atelier bliver malerierne til på forskellige måder. Nogle maler jeg med enorm energi og næsten uden pause. Andre har’ jeg brug for at få lidt afstand til, så jeg kan se på dem med friske øjne.

Og netop den afstand er nogle gange vigtigere end flere timer med paletten i hånden.

I de måneder, hvor dette maleri ventede, arbejdede jeg på andre bestillinger, mine egne projekter og kunstkurser. Hvert nyt maleri, hver erfaring og hvert møde giver mig noget nyt.

Vi udvikler os jo hele tiden. Og vores kunstneriske arbejde forandrer sig med os.

Det, jeg ikke kunne’ se på lærredet i marts, kan jeg pludselig se i oktober.

Tilbage til penslerne med ny energi

Efter nogle måneder besluttede jeg at vende tilbage til maleriet.

Og det var en mærkelig oplevelse. Jeg stod foran det samme lærred og så på de samme farver, men pludselig oplevede jeg det helt anderledes.

Jeg begyndte at justere de enkelte dele, uddybe kontrasterne og finde en balance mellem markante penselstrøg og finere detaljer.

Gradvist får maleriet mere dybde og karakter. Det mangler stadig de gyldne accenter, som skal understrege dets stemning og tilføre det lys.

Netop guld holder jeg af at bruge i mit arbejde. Det kan forvandle et maleri, alt efter hvorfra lyset falder på det, og give det en helt anden dimension.

Men denne gang vil’ jeg ikke forhaste noget.

Jeg ønsker, at hvert nyt penselstrøg skal have sin plads.

Abstrakt maleri handler ikke kun om farver

Det, der især fascinerer mig ved abstrakt kunst, er friheden.

Jeg behøver ikke at fortælle beskueren præcis, hvad de skal se i maleriet. Alle kan finde noget af deres eget i det. Nogle mærker farvernes energi, andre bevægelse, følelser eller minder.

Og netop deri ligger for mig magien ved originale abstrakte malerier.

Et maleri behøver ikke at fortælle én bestemt historie. Det kan fortælle lige så mange historier, som der er mennesker, der standser foran det.

Når jeg maler, arbejder jeg ofte intuitivt. Selvfølgelig tænker’ jeg over kompositionen, farverne og helhedsindtrykket, men samtidig giver jeg plads til øjeblikket.

Nogle gange opstår den mest interessante detalje netop i det øjeblik, hvor jeg holder op med at planlægge det hele så meget.

Hvornår er et maleri egentlig færdigt?

Det er et spørgsmål, som jeg ikke mener, der findes et enkelt svar på.

Er et maleri færdigt, når hele lærredet er dækket af maling? Når der ikke længere er plads til endnu et penselstrøg? Eller når jeg ser på det og mærker, at det slet ikke behøver mere?

For mig er det først og fremmest den sidste følelse.

Et maleri er færdigt i det øjeblik, hvor jeg ikke længere føler behov for at ændre noget ved det.

Nogle gange når jeg hurtigt dertil. Andre gange kræver det flere forsøg, ændringer og tilbagevendinger.

Og jeg har’ også lært at acceptere, at ikke alt behøver at være færdigt med det samme.

I dag føler vi ofte, at vi hele tiden skal gøre noget færdigt, offentliggøre noget og komme videre. Men kreativiteten følger ikke en kalender.

Nogle gange har’ den brug for tid. Og nogle gange også lidt stilhed.

Hvert maleri er en del af min historie

Når jeg i dag ser på dette ufærdige lærred, ser jeg ikke længere kun et maleri, som jeg begyndte at male i marts.

Jeg ser også alt det, der har’ forandret sig i løbet af de måneder.

Nye erfaringer, nye idéer og et andet syn på mit eget kunstneriske arbejde.

Og måske er det netop derfor, jeg er glad for, at jeg ikke dengang gjorde det færdigt for enhver pris.

For i dag er et lidt andet maleri ved at tage form end det, jeg oprindeligt forestillede mig.

Og det er det smukke ved kunsten.

Nogle gange behøver vi nemlig ikke at begynde forfra. Det er nok at vende tilbage til det, vi engang lagde fra os, og se på det med andre øjne.

Maleriet er stadig undervejs. Når tiden er inde, vil’ jeg vise dig det i sin helhed.

Indtil da vil’ jeg med glæde give dig et indblik i, hvordan det bliver til.

For også vejen til et færdigt maleri er værd at fortælle om.

Med kærlighed til kunsten,

Kristýna Smetanová
Maler og grundlægger af Kristýna Smetanovás atelier