Hvorfor jeg altid flygter til abstraktionen efter portrætterne

Nogle gange føles portrætter og abstraktioner som to helt forskellige verdener.
Og alligevel elsker jeg dem begge lige højt 🤎

Jeg har’ netop sendt en større portrætbestilling afsted.
Et billede med 4 mennesker og en lille hund 🐾
Og fordi det er en gave, kan jeg desværre ikke vise jer det endnu. Men jeg glæder mig allerede til endelig at kunne’ afsløre det i juni.

Hvert portræt er en stor rejse for mig.
Mange ser kun det færdige billede, men ikke de mange timers arbejde bag det. Stilheden i atelieret. Den konstante koncentration. At iagttage detaljerne. At overveje hver eneste skygge, øjnenes udtryk eller en lille forandring i ansigtet.

Når man maler portrætter, kan man ikke bar’e »slappe af«.
Man skal hele tiden være mentalt til stede. Hele tiden holde øje med proportioner, portrætlighed og følelser. Og nogle gange skal der blot en millimeter til, før et menneskes udtryk bliver helt anderledes.

Måske er det netop derfor, portrætter er så mentalt krævende for mig.
Men samtidig også vidunderlige. For jeg ved, at jeg ofte maler et menneske, som nogen holder rigtig meget af. Nogle gange bliver de til som en overraskelse. Andre gange som et minde. Og nogle gange som en gave, hvis store værdi først og fremmest ligger i følelserne.

Og jeg sætter utrolig stor pris på den tillid, folk viser mig ved at lade mig skabe noget sådant.

Men når jeg afslutter sådan en bestilling, kommer der som regel én ting helt af sig selv…
Lysten til at flygte tilbage til abstraktionen ✨

Og det er præcis det, der sker lige nu.

Jeg har’ allerede to nye abstrakte malerier klar på staffeliet, og jeg glæder mig vist mere til dem end til ferie 😄
Begge bliver i jordfarver. Masser af struktur, lag, bevægelse og følelser. Den slags billeder, der bliver til ud fra en følelse snarere end en plan.

Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg står foran et blankt lærred og faktisk endnu ikke selv ved præcis, hvad der vil’ blive til.
Jeg mærker bar’e farverne, stemningen og den energi, jeg har’ brug for at få ind i billedet.

Og ved I hvad?
Jeg har’ en følelse af, at de her to nye billeder bliver noget helt særligt 🤎

Måske netop fordi de bliver til efter mange timers præcision, detaljer og koncentration.
Abstraktionen bliver så for mig en særlig tilbagevenden til friheden. Til følelserne. Til mig selv.

Og jeg kan næsten ikke vente med at begynde at vise jer de første små glimt af denne skabelsesproces