Dansen ventede på mig

Dem, der kender mig, ved, at mit liv i flere år først og fremmest har’ drejet sig om at male. Malerier, pensler, lærreder og farver er en del af min hverdag. Men kun få ved, at jeg længe før det havde en stor drøm.

Dans.

Allerede som ung elskede jeg stemningen til danseundervisningen. Musikken, de smukke kjoler, energien fra menneskene omkring mig og følelsen af for en stund at slå tankerne fra og lade sig føre af rytmen. Jeg gennemførte’ både begynderkurser og fortsætterkurser i dans og glædede mig til at fortsætte min danserejse.

Når helbredet ændrer planerne

Så kom en fase i livet, jeg ikke selv havde valgt.

Operationer i benene gjorde det umuligt for mig at fortsætte med det, jeg holdt af. I stedet for nye dansetrin måtte jeg tage mig af helt andre ting. Derfor lagde jeg drømmen om dans til side og accepterede efterhånden, at jeg måske aldrig vil’le vende tilbage til den.

Dengang anede jeg ikke, hvor længe min pause vil’le vare.

Livet gik videre

Årene gik.

Der kom arbejde, familie, børn og hverdagens bekymringer og glæder. Ligesom mange andre kvinder brugte jeg det meste af min tid på menneskene omkring mig. Dansen forsvandt ikke, den trådte blot i baggrunden.

Alligevel mindede den mig om sig selv fra tid til anden. En sang i radioen, en danseoptræden i fjernsynet eller et minde om dengang, jeg tilbragte aftenerne på dansegulvet, var nok.

Et sted indeni var dansen der stadig.

En tilbagevenden, jeg ikke havde ventet

Efter mange år opstod muligheden for at vende tilbage.

Usikkerhed blandede sig med begejstring. Jeg spekulerede på, om jeg stadig kunne’ huske trinene, om jeg vil’le passe ind blandt de andre, og om jeg vil’le nyde dansen lige så meget som før.

Svaret kom meget hurtigt.

Der skulle kun få træninger til.

Musikken spillede, kroppen bevægede sig, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet dansen.

Pludselig handlede det hverken om alder eller om, hvor mange år der var gået. Det vigtige var den glæde, jeg havde fundet igen.

Mere end bar’e dans

I dag betyder dans mere for mig end koreografi og optrædener.

Dansen giver mig energi, nye oplevelser og øjeblikke, hvor tankerne falder helt til ro. Jeg elsker stemningen til træningen, de fælles grin og støtten fra kvinder, der deler den samme passion.

Hver optræden minder mig om, at nogle drømme er værd at støve af, selv om vi har’ lagt dem til side i lang tid.

Det er aldrig for sent

I dag står jeg på dansegulvet i kostume og smiler.

Ikke fordi alt er perfekt.

Jeg smiler, fordi jeg har’ opfyldt en drøm, som jeg i mange år troede ikke længere vil’le være en del af mit liv.

Jeg vendte ikke tilbage til dansen som tyveårig.

Helbredsproblemer og operationer i benene tog flere år fra mig.

Jeg kom ud på dansegulvet langt senere, end jeg havde forestillet mig som ung.

Men i dag tænker’ jeg ikke længere på, hvad der kunne’ have været.

Jeg glæder mig over det, der er nu.

Hvis du også bærer på en drøm, du har’ måttet lægge til side, så opgiv den ikke, blot fordi tiden er gået.

Livet fører os nogle gange andre steder hen, end vi havde planlagt.

Alligevel fører det os indimellem efter mange år præcis derhen, hvor vi altid har’ ønsket at være. 🤎